Når skilsmissen skaber kløft til familie og venner

At en skilsmisse eller et samlivsbrud er en stor livsomvæltning er ikke nogen hemmelighed.

Den altoverskyggende bekymring er naturligvis på vores børn. Hvordan skal vi fortælle dem det? Hvordan reagerer de? Hvordan bliver livet for dem? Tager de varig skade?

En anden bekymring, der måske dukker op er – hvordan reagerer min familie og vores vennekreds mon?

For mit eget vedkommende husker jeg det ikke som den store bekymring, mens jeg var i processen. Jeg var ret sikker på, at mine forældre ville blive kede af det, men var også ret sikker på, at de ville have min ryg. Det havde de ikke. Mine forældres reaktion kom så meget bag på mig, og blev en sorg oveni sorgen over at blive skilt fra mit barns far. Jeg oplevede det som om, de nægtede at forstå mine grunde til at gå. De blev vrede – de lagde ikke skjul på, at de syntes, jeg gav op for hurtigt, og at jeg aldrig ville finde så god en mand igen. Min mor bebrejdede mig, at jeg udsatte min søn for at blive skilsmissebarn, og min far talte stort set ikke til mig i, hvad der føltes som, for evigt. Min far ringede til min eks, og sagde, at de altid ville være der for ham – den samme besked fik jeg ikke. Det var et voldsomt slag, og jeg følte mig virkelig alene.

Det er nu 11 år siden jeg blev skilt, og mine forældre og jeg har for længst talt ud, om det der skete dengang. Jeg blev klogere på, hvorfor de reagerede som de gjorde. At de også var i sorg, og følte sig magtesløse. Jeg traf en beslutning, der også påvirkede dem, uden de kunne stille noget op. De havde et tæt forhold til min eks, og var bekymret for, om de nu mistede ham. De anede ikke, at vores forhold havde gået dårligt i længere tid, så det føltes så uforstående for dem.

Flere af mine venner og klienter har haft lignende oplevelser omkring deres forældres reaktion;

”Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle skilles, udbrød hun ”har I nu også gjort alt!?” Jeg blev så skuffet og vred. Hvordan kunne hun tro, at det var en impulsiv handling? Havde hun virkelig ikke mere tillid til mig – selvfølgelig havde jeg og vi kæmpet alt, hvad vi kunne for børnenes skyld”

/Rosa 41 år

”Lige da vi gik fra hinanden, mødte vi meget den her med, at det kunne vi da ikke og hvad med børnene. Specielt fra mine forælders generation. Min moster, som jeg er meget tæt med, sagde til mig ”Ja du er jo den første, der bliver skilt”. Min mor var faktisk værre end min far. Jeg havde en snak med min far, hvor han sagde ’fuck kernefamilien, du skal bare være glad’, og min mor var meget mere på, at det kunne jeg da ikke gøre.

Jeg kan huske, jeg tænkte meget over, at hvis mine forældre havde sagt til mig, at de kun var blevet sammen for min skyld, så ville jeg blive så vred på dem. Det kan man jo ikke pålægge barnet. Tænk hvis mine sønner havde fundet ud af, at jeg kun var blevet med deres far for deres skyld, det ansvar kunne jeg ikke lægge over på dem, så det blev også lidt af drivkraften for at gå.”

/Camilla 40 år

Det er ikke kun familiens reaktion, der kan være svær. De fleste af os forventer, at vores venner vil være der for os, men nogle gange kan sympatien næsten kamme over – vi vil gerne have opbakning, men det er heller ikke rart, hvis venner eller familie ser sig gale på vores eks. Vi har trods alt elsket det her mennesker, og det er stadig vores børns anden forælder.

”Da min eksmand og jeg blev skilt, lagde min veninde ikke skjul på, at hun blev rigtig glad på mine vegne. Hun lod mig forstå, at hun ikke kunne lide min mand, og at det kun var godt for mig, at vi blev skilt. Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke kunne dele mine følelser omkring min eksmand og skilsmissen med hende, for hun så det kun som en mulighed for at svine min eksmand. Hvis jeg fortalte hende ting om ham, så brugte hun det mod mig, når jeg ikke havde behov for det. Det syntes jeg var virkelig svært. Det føltes som om hun negligerede 20 år af mit liv – som om at alle mine år med min eksmand havde været spildt. Sådan havde jeg det ikke. Jeg elskede ham stadig, og selvom det mest var hans beslutning at blive skilt, så var vi enige om, at vi gerne ville godt videre, og at vi skulle have et godt forhold til hinanden. Han holdt også af mig, og vi passede på hinanden i skilsmissen. Så det endte med, at jeg trak mig mere og mere fra hende, og til sidst valgte jeg hende helt fra.”

/Emma 47 år

Da jeg gik fra mit barns far, var mit ”held”, at jeg havde en stor omgangskreds, hvoraf mange selv var blevet skilt. Det blev ”min familie” de næste par år. Det var dem, der hjalp, da jeg skulle flytte. De lagde øre og hjem til, når sorgen tog over. Det er ikke mærkeligt, at mennesker, der selv har været igennem en sådan krise, har en større forståelse. Men ikke alle er så heldige. Og det kan det være virkelig ensomt at stå alene og føle, at ingen forstår.

”Jeg følte mig meget ensom, da jeg blev skilt. Mine børn var meget små, jeg var stadig på barsel med den yngste og gik i en mødregruppe. Den gruppe mødre kunne slet ikke håndtere, når jeg delte mine tanker med dem. Nogle af dem prøvede at lytte lidt og komme med gode råd, så som ”Nå kunne du ikke bare…”, eller “det må også være svært”. Men det værste var, når der blev sagt “Det kender jeg godt”. Det er faktisk det værste nogen kan sige – for de kendte bare SLET ikke til det! Jeg følte ikke, der var ikke nogle, der sådan oprigtigt lyttede til, hvad jeg stod i.

Mine tætte veninder, der selv havde stiftet familie, havde svært ved at forstå, at jeg gik meget i byen og knaldede forskellige fyre, når jeg var barnefri. De kunne finde på at sige “Ej burde du ikke lige få lidt ro på dig selv. Gå en lang tur og læs en god bog, og nyd dit eget selskab”.

Mens jeg bare tænkte “jamen jeg er ensom og jeg er rastløs, og jeg er dør af tankemylder over hvad mine børn laver, jeg kan ikke gå en tur og læse en bog - er du fuldstændig sindssyg!

Jeg er nødt til at gå ud og drikke mig fuld og mærke, at jeg er i live.

Så jeg trak mig nok også mere og mere fra mange veninder. Det er jo en kæmpe krise at stå i sådan en skilsmisse, og når der står sådan en håndfuld mennesker og siger, “Du ringer bare - vi er her - du ringer bare”, men man ligger bare så meget ned, at man har sgu ikke kræfter til at ringe.

Det man har brug for, det er at nogen banker på ens dør og siger ”vil du have den her lasagne” eller ”vil du have et lift til vuggestuen” eller endnu bedre – ”hvordan har du det egentlig?”

Det nytter ikke at sige “Du ringer bare”. Det gør man ikke - man ringer ikke.”

/Laura 30 år

Men hvad så med alle fælles-vennerne? Mange har vennepar, de har været vant til at se sammen i mange år – skal de deles i skilsmissen ligesom møblerne og børnene, eller kan man fortsætte med at være venner på samme måde som før?

Da min eks og jeg blev skilt havde vi især ét vennepar, som vi var meget tætte med. Vi havde rejst sammen, og vores børn var nogenlunde jævnaldrende. Det var mændene, der havde kendt hinanden siden folkeskolen, men jeg var også blevet veninder med konen. Jeg kan huske at manden – min eks’s gode ven - ringede til mig og sagde, at han ville være ked af at miste mig som ven, og at jeg skulle vide, at han og hans kone stadig var der for mig også. Det betød alverden – især fordi, det var mig der havde truffet beslutningen om skilsmissen. Men efter noget tid mødte min eks en ny kæreste, og de begyndte naturligt at se vores gamle vennepar som par. Det blev for svært for mig, og det endte med, at det var mig, der trak mig – også fra konen, som var min veninde. Heldigvis var hun en virkelig god veninde, der forstod mit behov, og efter en rum tid genoptog hende og jeg kontakten. Kontakten til hendes mand blev aldrig rigtig det samme igen, men det var mit ansvar.

”Jeg har stadig den vennegruppe, vi også havde, da mig og min ekskone var sammen. Jeg havde i starten svært ved at acceptere, at de stadig var venner med hende. Hvordan kunne de det, når hun havde behandlet mig sådan. I starten gjorde jeg nok også det ubevidst, at jeg lagde mig endnu mere ned, når jeg var sammen med dem, så de kunne se hvor ondt det gjorde på mig, og hvor meget hun havde ødelagt mig. Jeg kunne ikke forstå, at de kunne acceptere det. Men de sagde til mig, ”det kan godt være, hun har gjort det, men hun er stadig vores veninde”. Og de ses stadig med hende og nu også med hende og hendes nye kæreste. Det er ekstremt svært for mig. At de nu skal være det nye vennepar. Nogle af konerne, kunne jeg også mærke trak sig, fordi de var bange for at sige for meget i forhold til, at de var veninder med min ekskone. Men jeg forsøgte også at suge ting ud af dem. Jeg ville høre hvor dum, de syntes hun var, og hvor stor en spasser hendes nye kæreste var.”

/Michael 40 år

”Vi så sådan set kun hans venner, mens vi var gift, for de var de eneste han gad se sådan par-mæssigt. Jeg mistede de fleste par i skilsmissen. Der er to af konerne, jeg stadig ser. Men jeg ser så alle mine veninder, men det gør jeg i den uge, hvor jeg ikke har børn. Og parmiddage, bliver jeg jo ikke inviteret til længere

Man tror det er en kliche, at man ikke bliver inviteret med til ting, fordi konerne er bange for, man løber med deres mænd. Men det er faktisk sådan – selv blandt veninder. Jeg er blevet meget bevidst om det. Også til klassearrangementer. Så er jeg opmærksom på, at jeg ikke taler for meget eller for længe med nogens mand. Det ville da være frygteligt, hvis nogen troede jeg var ude på det. Jeg er i virkeligheden meget bedre til at være venner med mænd end at score dem.”

/Sofie 45 år

De fleste deleforældre vil kunne bekræfte at deres liv ændrer sig betydeligt efter en skilsmisse. Når den første krise og sorg har lagt sig, og det nye deleliv begynder at ligne en hverdag, er der mange, der opdager, at nogle venner er faldet fra. Eller at man får et andet forhold til dem.

”Jeg fandt ret hurtigt ud af, hvad jeg kunne bruge de forskellige venner til.

To af mine bedste venner, kunne jeg ikke bruge til at snakke følelser, det var mere sådan noget med at drikke en håndbajer og sparke til dækket og sige, sikken noget lort. Men jeg har en god ven, som jeg ved, jeg kan bruge til de dybe snakke.

En fjerde ven har sagt til mig, at han ikke kan forstå, hvorfor man har behov for at få passet sine børn, eller hvordan man kan være uden sine børn hver anden weekend. Han er stadig gift og har jo sine tre børn hjemme hele tiden. Jeg har prøvet at forklare ham, at jeg havde det på samme måde før, men at jeg nu forstår, hvad det vil sige at være på den anden side, og man står alene med det hele.”

/Michael 40 år

Jeg har en veninde, som fik sit første barn 12 dage før mig. Vi var gravide sammen, var på barsel sammen, havde parmiddage sammen og i det hele taget levede familiedrømmen ud sammen. Da jeg blev skilt, flyttede jeg ind i lejligheden over dem. Vi havde nogle fantastiske år der, og de var virkelig min livline i nogle hårde år. Vores børn legede sammen, og min søn og jeg spiste meget ofte hos dem. Når jeg var barnefri, hang jeg også ud hos dem, ellers så kom min veninde op til mig og så kunne vi have en venindeaften uden børn. Det var rent win/win – også for hende. Efter et par år flyttede de til en anden bydel. Nu ændrede vores forhold sig pludseligt. Jeg kom ikke så meget hos dem mere med min søn. Kom der mest, når jeg havde børnefri, eller min veninde og jeg mødtes til en kaffe eller bytur. På et tidspunkt fortalte min veninde mig, at hun savnede min søn. De havde været så stor en del af min søns liv, da han var lille, men nu gik der længe imellem de så ham - samtidig med at jeg stadig var en fast del af deres børns liv. Jeg havde slet ikke tænkt, at mit deleliv også påvirkede dem og deres relation til min søn.

Der er mange nye udfordringer for os deleforældre, men vores familier og venner bliver også påvirket. Hvordan det opleves at stå på sidelinjen som forældre/bedsteforældre og venner, kan I læse mere om i den næste blog – stay tuned.